torsdag den 10. januar 2013

Didaktisk analyse - Hiim og Hippe







Læringsforudsætninger: Børnene er mellem 10 og 15 år og går i fritidsklub. De har selv valgt at deltage i aktiviteten – dvs. at deltager af egen fri vilje, og er motiverede fra start.

Rammefaktorer: Tjæreborg Fritidsklub har været så venlig, at lade os arbejde med en gruppe børn. Der er tilmeldt ca. 6 børn på hvert hold fordelt på 3 dage – 3 hold i alt. Vi bruger genbrugsmaterialer til fremstilling af tasker eller penalhus, og ud over at vi selv har indsamlet materialer, så har vi også opfordret børnene til selv at medbringe materialer. Vi får et rum stillet til rådighed, hvor vi kan arbejde med projektet. De øvrige børn, som ikke er med i projektet, må gerne komme og kigge på og stille spørgsmål, og hvis de bliver inspireret til at deltage, så er vi åbne over for det.
"Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge skal i samarbejde med børnene og de unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati. Klubtilbud m.v. skal som led heri bidrage til at udvikle børns og unges evne til at indgå i forpligtende relationer og fællesskaber" (dagtilbudslovens kapitel 10, § 65).



Mål: At eksperimentere med egen identitet igennem individuelle udtryk - fantasi, følelser, kreativitet, kompetencer mm..
Gensidig reflektion - stille spørgsmål til hinanden og få perspektiv på egne erfaringer. Respekt og tolerance for andres produktion.
Være sammen om det fælles tredje/den æstetiske virksomhed.
Danne personlige og brugbare ting af genbrugsmaterialer.

Indhold: Vi starter med en brainstorm og når frem til at vores projekt skal være: "Fra slikpapir, gamle blade, telefonbøger, servietter m.m. til sjove mobiltasker, penalhuse, punge m.m.". Vi kontakter Klub Tjæreborg og laver en aftale med dem. Derefter søger vi inspiration på nettet, i bøger på Kreative dage – messen i Fredericia, og sætter os sammen, afprøver teknikken og laver en planche med nogle modeller, en beskrivelse af projektet og en seddel hvorpå de børnene/de unge kan tilmelde sig. Så tager vi ned i klubben, taler med personale og børnene og hænger vores planche op på deres tavle. Efterfølgende er vi i kontakt med klubben et par gange, for at høre om hvor mange tilmeldte der er til projektet.



På dag 1 medbringer vi slikpapir, gavepapir, blade, servietter og andet tyndt emballage, som chips poser og chokoladepapir, selvklæbende og transparent bogbinderplast.

Vi har vores modeller med, men giver udtryk for at det er til inspiration, og at børnene/de unge meget gerne må lave deres egne modeller.


Læreprocessen: Vores tanker med projektet er, at vi vil opstille nogle rammer og præsentere børnene/de unge for en bestemt teknik hvorigennem det er muligt for dem at udtrykke sig personligt - at udtrykke sig æstetisk. ”Kendskab til og færdighed i det kunstneriske formsprog er nøglen til æstetisk virksomhed” (Austring og Sørensen, 2006, s. 69). Vi observerer, støtter og motiverer børnene til at finde deres eget udtryk, indenfor tidens -, skabelonernes- og materialets rammer.
Vores projekt/æstetiske praksis rummer både det individuelle og det sociale niveau. Det individuelle niveau fordi det giver barnet/den unge mulighed for at eksperimentere med sin egen identitet: aktiviteten indeholder både sjov og alvor og så stimulerer den nysgerrigheden idet den hele tiden forandrer sig på trods af de opstillede rammer, som i vores aktivitet er arbejdet med genbrugsmaterialer og bogbinderplast. Den forandrer sig fordi man undervejs i processen bliver inspireret/påvirket af de andre deltagere og deres produktion og spørgsmål (det sociale niveau), og så forandrer den sig, fordi man undervejs lærer sine egne kompetencer og begrænsninger at kende.



Evaluering: Et vellykket forløb :) Alle de tilmeldte børn/unge deltog og fik et færdigt produkt ud af det. Dertil var der flere som hoppede med på aktiviteten undervejs, idet de startede som tilskuere og selv fik lyst til at deltage.  De fleste var motiverede og engagerede igennem hele forløbet, og de fik udviklet flere af deres kompetancer i forhold til bl.a. finmotorik, kreativitet og tålmodighed overfor andre, men især dem selv. Vi vurderer at flere af børnene/de unge fik styrket deres selvværd: gik fra at være opgivende eller usikre på deres kunnen, til at være opslugte af processen og så alligevel mestre det.
De arbejdede på tværs af køn og alder, kom med input, spørgsmål og opmuntring til hinanden og vi vurderer at det sociale samspil og de gensidige reflektioner var med til at  styrke deres æstetiske læreproces.

Ved hjælp af vores metakommunikationsevne kunne vi aflæse på børnenes/de unges mimik, at de var glade for og stolte af deres produktion. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar