tirsdag den 8. januar 2013

"Fra slikpapir.....til sjove mobiltasker, penalhuse, punge m.m."


Det store bord midt i lokalet flyder med krøllet karamelpapir, tomme chipsposer, sølvfolie fra chokoladenisser, slidte gennemlæste magasiner og reklamer, brugt gavepapir, servietter, gamle nodehæfter og telefonbøger. Rundt om bordet sidder en håndfuld drenge og piger og roder i de forskellige materialer; de dufter til slikpapiret, snakker om yndlingschips, kigger magasiner og leder efter en mega nice Justin Bieber eller en over cute hest. De snakker og griner, bliver enige og uenige, bliver pludselig helt tavse mens hænderne og tankerne arbejder derud af… og så snakker de igen, på kryds og tværs… Børnene går i Klub Tjæreborg og deltager i vores VNT-specialiserings-projekt
"Fra slikpapir, gamle blade, telefonbøger, servietter m.m. til sjove mobiltasker, penalhuse, punge m.m."
Vi ønsker at arbejde med børnenes æstetiske læreprocesser, og mener at vi derigennem vil kunne komme omkring flere af de aspekter som står nævnt i dagtilbudslovens kapitel 10, § 65., som siger at, "Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge skal i samarbejde med børnene og de unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati. Klubtilbud m.v. skal som led heri bidrage til at udvikle børns og unges evne til at indgå i forpligtende relationer og fællesskaber."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar